8. mar. 2011

MARIBO KUNSTFORENING AF 1947
Nyhedsbrev 2011









Helge Strufe
UDTRYK FOR INDTRYK

Program

Mandag den 11.april kl. 19.00 i Sognets Hus i Maribo
Introduktion til Dodekalitten ved komponist Gunnar Møller Pedersen og billedhugger Thomas Kadziola, der står bag det storslåede projekt. De fortæller om Lollands kommende ”Stonehenge”, gennem film, musik, lysbilleder og foredrag. Et kunstværk bestående af 12 stenstøtter, der forventes at stå færdig i 2024 i Ravnsby Bakker.






Dodekalitten

Lørdag den 7. maj kl. 08.30 fra Banegårdspladsen i Maribo
Ekskursion til ARKEN Museet for Moderne Kunst og Davids Samling.
På ARKEN skal vi se den store udstilling ANNA ANCHER.
Museet kaster med denne udstilling lys over Anna Anchers modernitet. Hun havde rødder i det lokale skagenske miljø, hvor hendes far var kroejer. Hun var kvinde og havde dermed ikke adgang til uddannelse på Kunstakademiet. Alligevel hævede hun sig som kunstner op i et internationalt niveau. Hun var orienteret bredt ud til de nye bevægelser på den europæiske kunstscene.




Anna Ancher

Kl. 10.15 får vi en guidet rundvisning i udstillingen.
Der bliver også lejlighed til at se Olafur Eliassons installation: ”Din blinde passager”.
På ARKEN spiser vi frokost enten den medbragte eller i museets café.

Herefter kører vi til Davids Samling i det centrale København. På dette fine museum i et højt byhus med udsigt til Kongens Have begynder den guidede omvisning kl. 13.00.
”Davids Samling er stiftet af højesteretssagfører C.L. David, der efterlod sine kunstsamlinger til eftertiden i det hus, hvor han selv beboede. Museet drives af den selvejende institution, C.L. Davids Fond og Samling.
Siden Davids død i 1960 er museumsarealet blevet udvidet væsentligt i takt med talrige nye kunsterhvervelser. Bestanden af ældre europæisk kunst og kunsthåndværk er blevet kompletteret, men først og fremmest er samlingen af islamisk kunst blevet styrket i en sådan grad, at den i dag er museets væsentligste.”







Fra Davids Samling

Der er afgang fra Maribo Banegårdsplads kl. 08.30.
Pris for deltagelse inkluderer transport, entré, guidede rundvisninger.
For medlemmer 300 kr. for ikke medlemmer 450 kr.
Tilmelding til Tina Folmer Larsen tlf. 54 78 25 24 eller Per Møller tlf. 54 78 44 21 senest torsdag den 28. april.

Mandag den 22. august kl. 19.00:Guidet rundvisning i Richard Winthers hus ved kunstner Jens Flensted Andersen og Grethe Bull Sarning.






Richard Winther (1926 – 2007) var som maler, billedhugger, underviser og meget mere en stor inspirationskilde for mange danske kunstnere i det 20. århundrede. Han var tilknyttet eksskolen i 1960’erne og var professor på Kunstakademiet.
Fra 1993 og til sin død boede han på det tidligere alderdomshjem i Vindeby. Huset fungerede som atelier, hjem og kunstkammer. I 1995 udsmykkede han huset med 56 loft- og vægmalerier. Motiverne er hovedsaligt hentet fra Ovids genfortællinger af den antikke mytologi. Disse billeder er et hovedværk i Richard Winthers produktion.

Der er transport i private biler med afgang fra Banegårdspladsen i Maribo kl. 18.30.
Tilmelding til Tina Folmer Larsen tlf. 54 78 25 24 eller Per Møller tlf. 54 78 44 21 senest torsdag den 18. august.

Kunstudstilling fra den 14. oktober – 13. november på Stiftsmuseet i Maribo.
Udstilling med Helge Strufe:

”UDTRYK FOR INDTRYK”







Helge Strufe

Kunstforeningen kan med denne udstilling præsentere en række malerier af de indtryk den Vestlollandske maler Helge Strufe har mødt i det lokale landskab. Med sit enkle og stærke formsprog giver Helge Strufe udtryk for hvad øjet har mødt ofte i naturen, men også gerne i byens rum.
Fredag den 14. oktober kl. 16.00 er der fernisering på Stiftsmuseet i Maribo. Kunstneren vil være til stede. Der serveres et enkelt traktement. Udstillingen kan ses på Museum Lolland-Falster Stiftsmuseet i museets åbningstid.

Onsdag den 9. november kl. 19.30 Generalforsamling i Sognets Hus i Maribo.
Efter generalforsamlingen er kunstforeningen vært ved en enkelt anretning.
Der udloddes en række kunstværker blandt de fremmødte medlemmer af kunstforeningen.
Billeder til den tiltrædende kunstcirkel præsenteres denne aften.
Der vises traditionen tro en film om kunst.

Kunstcirkel.
Kunstcirklen støttes i år med 3.000 kr. af overskuddet fra de foregående års cirkler.
Cirklen kommer til at rumme maleri og grafik.
Pris for deltagelse i kunstcirklen er i år 1.000 kr.
Tilmelding til Per Møller senest den 7. maj tlf.: 54 78 44 21

Velmødt til årets arrangementer.
Per Møller Pbv.