28. feb. 2009

MARIBO KUNSTFORENING AF 1947
Nyhedsbrev 2009

Program

Mandag den 9. marts kl. 19.00:
Foredrag af en af Danmarks store og internationalt anerkendte kunstnere Peter Brandes.
Peter Brandes arbejder med udsmykningsopgaver i Roskilde Domkirke, Dyssegårdskirken i Gentofte og Nørremarkskirken i Vejle. Ved foredraget fortæller han om sin kirkekunst.
For kunstforeningens medlemmer er Peter Brandes kirkekunst kendt bl.a. fra foreningens udflugt til Vejleå kirke i Ishøj, hvor han har lavet store glasmosaikker, skulpturer i kirkerummet og sølvtøj til alterbord og døbefont.
Peter Brandes arbejder bl.a. med glasmosaik, skulptur, maleri og grafik. Han vælger ofte temaer fra Det nye – og Det gamle Testamente og fra den antikke græske mytologi. Hans kunstneriske udtryk er præget af en vis spontanitet og abstraktion.


Mødet holdes i Søllested kirke med efterfølgende debat og kaffebord i Søllested præstegård, Højskolevej 57, Søllested.
Aftenen arrangeres i samarbejde med Dansk Sømands- og Udlandskirker, der i forbindelse med kaffebordet holder en kort generalforsamling.
Der er fri entré. Kaffebord á kr. 25.

Onsdag den 25. marts kl. 19.00 i Sognets Hus:
Ekstraordinær generalforsamling
Dagsorden: Ændring af vedtægter.

Lørdag den 2. maj kl. 08.30:
Ekskursion til ARKEN Museum for Moderne Kunst og Louisiana Museum of Modern Art.
På Arken skal vi se udstillingen ”MONET, RENOIR, VAN GOGH, GAUGUIN – Impressionister og postimpressionister fra Israel Museum, Jerusalem”.
Udstillingen omfatter 53 værker af franske impressionister, fra perioden omkring forrige århundredeskifte. Der er hovedværker af Monet, Pissarro, Renoir, Degas, Rodin, Gauguin, Cézanne og van Gogh.
Efter frokost på Arken kører vi til Louisiana, hvor vi skal se udstillingen ”Max Ernst. Drøm og revolution”.
Surrealisten Max Ernst (1891-1976) har stærkere end nogen anden kunstner i det 20. århundrede udfordret og angrebet de traditionelle billedopfattelser.
Denne første store udstilling om Max Ernst i Danmark præsenterer de væsentligste kunstneriske områder hos Max Ernst: DADA-årene i Köln, den surrealistiske periode i Frankrig frem til 1941, årene i USA samt kunstnerens tilbagevenden til Europa og tiden i Frankrig frem hans død i 1976.
Deltagelse i ekskursionen: kr. 300, der inkluderer transport, entré og guidet rundvisning.
Frokost spises inden afgang fra Arken. Der kan købes øl og vand på bussen. Frokost medbringes eller købes i arkens restaurant.
Tilmelding senest torsdag den 23. april til Tina Folmer Larsen 54 78 25 24 eller Per Møller 54 78 44 21.
www.arken.dk
www.louisiana.dk



Fredag den 25. september kl. 16.00: Åbning af udstillingen ”Fotografier af Kirsten Klein”.
Kirsten Klein er uddannet portræt- og museumsfotograf i 1966. Siden har hun arbejdet med landskabsfotografering. Hun har rejst og fotograferet i mange lande. Hendes første separatudstilling i 1969 ”Mexiko” bestod af billeder fra en rejse i Mellem- og Sydamerika. Siden er fulgt mange rejser til især Irland og Island.
I 1976 bosatte Kirsten Klein sig på Mors. På Limfjords øen og i den Vestjyske natur har hun med kameralinsen fanget og fastholdt en lang række motiver fra naturen, årstidernes gang, vejrets skiften, dagens lys, menneskets bearbejdning af jorden, havet og meget mere. Fotografierne fremtræder i en ganske særlig poetisk, sanselig og ofte melankolsk tone.
Kirsten Kleins billeder udstråler følsomhed og poesi og de rummer en særegen stemning og en høj grad af ærlighed overfor motivet. Hun fotograferer primært i sort/hvid.
Kirsten Klein har udstillet på mange museer i ind- og udland. Hun har modtaget en lang række priser.

Udstillingen vises på Museum Lolland-Falster, Banegårdspladsen i Maribo i museets åbningstid frem til lørdag den 24. oktober.
Alle er velkommen til ferniseringen fredag den 25. september kl. 16.00. Kunstneren vil være til stede. Der serveres et enkelt traktement.

Onsdag den 11. november kl. 19.30 i Sognets Hus:
Generalforsamling.

Følg med på Kunstforeningens blog:
www.maribokunstforening.blogspot.com her kan man læse om foreningens aktiviteter og give sin mening til kende.

Se i øvrigt Nakskov Kunstforenings hjemmeside: nakunst@hotmail.com

Velkommen til årets arrangementer.

Med venlig hilsen

Per Møller
p. b. v.





Kunstforeningens bestyrelse

Per Møller (formand)
Klostergade 2, 4930 Maribo
Tlf. 54 78 44 21 / 54 70 42 02
mail: pmoe@km.dk

Tina Folmer Larsen (næstformand)
Sdr. Boulevard 61, 4930 Maribo
Tlf. 54 78 25 24
mail: tila@euclolland.dk

Lone Gliese (kasserer)
Sønderparken 26, 2.tv., 4930 Maribo
Tlf. 54 75 94 53
mail: lone.gliese@mknet.dk

Carsten Borgen (sekretær)
Drosselvej 6, 4930 Maribo
Tlf. 54 75 76 61
mail: c.borgen@mknet.dk

Kjeld Saul
Bispevænget 2, 4930 Maribo
Tlf. 54 75 90 12
mail: saul@os.dk
Kain og Abel
Vejleå Kirke